Anne Sofie Fogh Christensen

Jounaliststuderende, DMJX

26 22 10 53


Jeg er ikke bange for at spørge. Tværtimod elsker jeg at spørge, for det giver mig svar på det, jeg så brændende ønsker at vide noget om. Om det er om juleoppyntning i Tivoli eller lange ventetider til psykologbehandling, går ud på ét. Jeg vil vide, så jeg kan formidle, og derfor spørger jeg løs.

Det man ikke ved er, at jeg…

  • besidder en skæv (og meget abstrakt) tankegang, der med 3 muligheder ser 4
  • har haft 0% fravær på alle mine uddannelser
  • er en tv-nørd og Disneyfreak
  • elsker at være på festival
  • er skabsroyalist
  • stortrives med deadlines
  • kan blive rørt over X-factor/the Voice auditions
  • har skydivet og bungyjumpet
  • hader koriander og ansjoser
  • er pænt god til at improvisere
  • har tegnet alle illustrationerne selv

”GÅ KUN UD TIL NAVLEN”

Sagde min mor til mig første gang, jeg bevægede mig ud i havet. Jeg kan huske, at jeg grublede over det med navlen? Det var da noget mærkeligt noget. Hvorfor ikke halsen? Eller derude hvor sandbunden forsvinder under fødderne? Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke overholdte NAVLEREGLEN, for jeg var for nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det føltes, når jeg befandt mig et sted, hvor jeg ikke kunne bunde.

»NYSGERRIGHED« er nok en kliché at skrive, når man skal forklare, hvorfor man er havnet i journalistfaget, men jeg bliver død og kritte nødt til at gøre det alligevel. For det er nysgerrigheden, der giver mig mit drive. Den driver mig ud i verdenen, hen til mennesker, får mig til at PRØVE NYE TING, og den gør mig til en mini-nørd inden for emner, der stikker i øst og vest. Det er derfor, faget fascinerer mig. Det pirrer min nysgerrighed, og fagets alsidighed gør, at jeg kan tilegne mig enorme mængder af VIDEN, som er noget af det, jeg elsker allermest.

Selvom barnedrømmen var en kombination af at være LINEDANSER og GLASPUSTER, endte det i stedet ud med medicinstudiet, for jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker. Men efter 5.741 siders pensum tænkte jeg, at livet var for kort til at lave noget, man ikke var PASSIONERET omkring. Derfor droppede jeg ud og valgte journaliststudiet, der netop kombinerer alle tre ting. Jeg føler mig både som linedanseren, der får kilderne til at balancere i fortællingen, samtidig med at jeg puster liv i historien med nye ideer og skæve vinkler. Det hele i samarbejde med mennesker.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg får et RUSH af at lave tv. Mulighederne er uendelige, og jeg drømmer om, at kunne fortælle gennem lyd og billeder. Alt fra de vigtige og seriøse til de skæve, sjove og underholdende historier. Intet er for stort, intet er for småt. Så længe historierne inspirerer, oplyser, er interessante og vedkommende for folk. Det vil være ren og skær eufori, hvis modtageren står tilbage med en ’AHA’-OPLEVELSE, for så har jeg formået at skabe forståelse.

Jeg vil altid gøre mit ypperste, og hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, gør jeg alt for at blive bedre til det. Jeg GIVER ALDRIG OP. Heller ikke hvis jeg fejler, for jeg ved fra erfaring, at det er der, jeg lærer mest. Og jeg vil ud og lære. Lære alt, hvad jeg kan, få KONSTRUKTIV KRITIK på mit arbejde og udvikle mig.

Jeg er virkelig spændt på at komme i praktik og suge en masse lærdom til mig. Glæder mig til at møde jer derude!

24 år

Aarhusianer

Musikalsk

Rejselysten

Sporty

×

TV

1. semester
Jeg lavede dette indslag sammen med min makker, hvor vi filmede Latinerfestivallen i Aarhus. Det er ikke yndefuldt rent teknisk og interviewteknikken halter, men indslaget giver et godt billede af, hvordan jeg er som person, også foran skærmen.
Jeg er reporter.

3. semester
På tv-nyhedsforløbet lavede min gruppe og jeg et indslag om manglen på frivillige guides på Skejby sygehus. Vi giver et indblik i, hvad guiderne kan, og hvorfor de er vigtige for sygehuset og patienterne. Her fokuserer vi på den frivillige Ulrik, som vi følger gennem ind- slaget. Det blev filmet og klippet på én dag.
Jeg har været inde over filmning, redigering og jeg speaker.

3. semester
Til ComingUp lavede jeg et indslag om hestevæddeløb. Jeg forsøger at oplyse om, hvad der egentlig foregår ude på en travbane, og hvordan konkurrencerne/løbene egentlig foregår. Skulle jeg lave noget om, havde jeg fokuseret mere på én af kuskene (og evt. en rival) og lavet det som en lille reportage med, hvordan det er at være professionel kusk i dagens Danmark.
Jeg er reporter, har klippet, redigeret og speaket indslaget.

3. semester
“Stilhed” er blevet en mangelvare i vores samfund og er noget, vi aktivt skal opsøge. Det har min gruppe og jeg lavet en tv-feature om. Det var både udfordrende og spændende, og rent stilistisk, via lydeffekter og længden på klippene, prøver vi at give seeren lyst til at dyrke stilheden. Erfaringskilden gennemgår et lille hjemmelavet eksperiment, som man kan se udviklingen af gennem featuren.
Jeg har filmet, redigeret og speaket indslaget.

SKREVNE

1. semester
Jeg har valgt at tage min erfaringsartikel med om Pia, hvis mand var svært dement. Selvom historien ikke er optimal, var det virkelig en skelsættende oplevelse for mig at skulle interviewe hende om noget så personligt. Det var grænseoverskridende, men jeg kastede mig ud i det, og fik en rigtig fin historie ud af det. Her fandt jeg ud af, at jeg har flair for at få kilder til at åbne sig op og føle sig trygge.

2. semester
Under et interview fik jeg nys om en anden historie end først antaget. Historien gik fra at handle om øget ledighed blandt handicappede til lancering af et nyt projekt, der skulle sikre handicappede job. Det viser, hvor hurtigt vinklen kan ændre sig, og det lærte mig vigtigheden af at være omstillingsparat. Selv i tidspressede situationer. Artiklen blev produceret på 2 timer.

2. semester
Under mit første interview opsnappede jeg en anden historie end først antaget. Vores artikel gik fra at handle om lykkepiller til lange ventetider hos psykologer, fordi min kilde henkastet nævnte det. Jeg studsede over udtalelsen og spurgte yderligere ind til emnet. Det førte til en større problemudredende artikel, der viste sig at indeholde et trekantsdrama af format mellem psykologer, læger og politikere. Det var enormt spændende at dykke ned i en problematik som denne og få undersøgt den til bunds, hvor det gjaldt om at balancere flere kilder i historien.

Uddannelse

2016 – Nu
Journaliststuderende, DMJX

Studiet, der passer som fod i hose, hånd i handske.

2013 – 2015
Medicin, Aarhus Universitet

Jeg var overbevist om, at jeg skulle redde menneskeliv. Men efter to år kørte jeg død i det. For meget teori og for lidt hands–on. Det naturvidenskabelige gav ikke nok plads til kreativitet.

2011 – 2011
Matematik A og fysik B, Aarhus Akademi

Skulle læse to fag op på et højere niveau til medicinstudiet

2008 – 2011
Engelsk A, Spansk A og Samfundsfag B, Egaa Gymnasium

Gymnasietiden gjorde mig både ambitiøs og målrettet. Jeg havde oprindeligt ønsket en anden linje, så det fik mig til at arbejde endnu hårdere for at opnå mine mål. Jeg tog ekstra fag i 3.g, fordi jeg vidste, jeg (på daværende tidspunkt) skulle læse medicin. Det lærte mig, at selvom tingene ikke altid går som planlagt, er der altid en vej. Det kræver bare hårdt arbejde. Gymnasiet belønnede mig da også med et ambitionslegat. 

Færdigheder

  • Taler og skriver flydende engelsk
  • Spansk til husbehov og kan forstå tysk
  • Kørekort B
  • Final Cut Pro X
  • Officepakken
  • Interaktive kort
  • Bruger af Mac og Microsoft styresystem
  • Hindenburg (som jeg lærer i mit kommende radioforløb)

Erhvervserfaring

2016 – Nu
Tjener, Spiselauget på Godsbanen

2016 – 2017
Bartender/tjener, Casablanca Aarhus

2014 – 2016
Barchef, bartender og tjener, Jacobs BarBQ

Jeg stod for den daglige drift af baren og oplæring af personale, hvor jeg afholdte (cocktail)kurser. Jobbet indebar, at jeg både skulle sørge for gæsternes og bartendernes ve og vel, for der kunne tit opstå ubehagelige situationer (specielt om natten), hvor jeg skulle løse konflikterne. Derfor lærte jeg generelt at holde det store overblik.

2013 – 2014
Sygeplejevikar, FADL

2012 – 2014
Cocktailbartender, Fidel’s

Her lærte jeg for alvor at arbejde under pres og påtage mig en ansvarlige rolle. Det var hårdt arbejde, men samtidigt enormt lærerigt og sjovt.

2012 – 2013
Køkkenmedhjælper, Cross Café

2011 – 2012
Vikar, Adecco

Her blev jeg kastet ud i mange jobs, hvor jeg skulle være meget omstillingsparat. Den ene dag var jeg assistent ved en Model-casting i Salling, og den næste dag gjorde jeg rent kl. 03 om natten på CSC Skandihealth. Det gav mig alsidige bekendtskaber, og jeg oplevede de mange facetter, arbejdslivet kan byde på.

2011 – 2012
Rengøring, Tandlægeklinik

2008 – 2010
Hjælpepige, Aarhus Spa & Wellness

2007 – 2008
Delikatessemedarbejder, Føtex

Mit første rigtige job, der fik mig ud af sengen, da hanen galede. Min leder blev engang akut syg, så jeg skulle lede afdelingen for én dag. Her indså jeg, at jeg kan holde hovedet koldt og arbejde konstruktivt, selvom der er kaos omkring mig. Jeg fik da også to oksemørbradbøffer som sidegevinst.

Andet

2016 – Nu
ComingUp, DMJX

Da jeg startede på journalisthøjskolen, kastede jeg mig straks ud i at lave TV. Jeg har lavet ComingUp på alle tre semestre, og jeg elsker det. TV’et er et fantastisk og sjovt medie, og det har givet mig tekniske færdigheder inden for tv-produktion. Dertil har det fået mig til at tænke kreativt på flere niveauer både hvad angår historier, billeder, lyd og kameraføring. 

2017 – Nu
Radio Genlüd, DMJX

På 3. semester prøver jeg nu også kræfter med radioprogrammet: ”Hvad nu hvis…” Her snakker vi om scenarier for, hvordan samfundet ville se ud eller agere, hvis: vi fx havde atypiske sociale normer eller kunne tale med de døde.

Backpacker i 2011, 14 og 16

Jeg har ikke været på lange dannelsesrejser på 3-6 måneder ad gangen, men jeg rejste dog alene til Thailand i 2011. Her stiftede jeg bekendtskab med en meget anderledes kultur. Anden gang rejste jeg gennem Amerikas nordlige stater med en veninde armeret med telt, pløkker og gode vandrestøvler. Senest var jeg i Australien, hvor jeg backpakkede op langs østkysten. Alle rejserne har selvstændiggjort og udviklet mig på det personlige plan. Jeg har, gennem de lokale på rejserne, fået et unikt indblik i fantastiske naturoplevelser, nye bekendtskaber og lært en masse om kulturelle normer og værdier.

Tak for besøget.

Hvis I har spørgsmål, vil lære mig bedre at kende eller bare vil kende opskriften på den perfekte sommerdrink, så kan I kontakte mig på:

MAIL: fiefc@hotmail.com

TLF: 26 22 10 53

Jeg glæder mig til at høre fra jer!